Tidligere projekter

Scopophobia

Af Asta Rasmussen

Scopophobia er frygten for at blive kigget eller stirret på, derfor er der brugt øjne som motiv på stolens overflade. Den er inspireret af horror, om end nedtonet, men den giver stadig forestillingen om at blive stirret på fra alle vinkler, mens man sidder.

Min egen erfaring gennem årene på jobcenter er, at jeg tit har følt mig overvåget, observeret og kigget på. Som en på autismespektret, er det ikke en særlig rar følelse, og slet ikke når nogle meget gerne vil have intens øjenkontakt ved hver samtale. Det får en til at føle sig ukomfortabel og i nogle tilfælde allerede dømt på forhånd.

Læs mere

Stol på mig

Af Helene Wiinholt

Vi håber på at kunne stole på dem i kommunen, når vi kommer – og at de stoler på os. At de tror på, at vi kender os selv, og at vi ikke bare er der for at nasse.

Men erfaringen er ofte en anden. At vi ikke passer ind i systemets bokse. Det føles, som om vi unge mennesker er en slags §404 – page not found. Vi findes ikke i systemets kategorier endnu. Det gør det til en lang kamp. En kamp for ikke at ende direkte på førtidspension. En kamp for at bevise, at der findes andre muligheder og veje, selvom man ikke kan studere eller arbejde på fuldtid.

“Stol på mig – og jeg stoler på dig.” Det burde være en fælles aftale, men lige nu er den tillid ikke fundet endnu. Stolen står som et håb. Et håb om et system, hvor tilliden går begge veje, og hvor man bliver mødt som menneske – ikke som fejl i systemet.

Læs mere

Kompost

Af Helene Wiinholt

Kompost er forvandlingens jord. Det er resterne af det, der var engang – aftryk af liv. Kompost handler om modet til at lade noget dø, så noget andet kan begynde at leve. Stolen viser, at der er dele af det nuværende system, der bør kasseres for at give plads til omdannelse.

Specifikt måtte de penge, der er brugt på denne designerstol gerne bruges på unge i stedet. Det må gerne komme i komposten. Systemet kalder på forandring, og i komposten håber man, at forarbejdningen giver næring til noget nyt og bedre.

Læs mere

Píning eða Vald

Af Stine Kroll

En blanding af torturstol og trone. To ekstremer, der fortæller historien om, hvordan det er – og hvordan det kunne være. Torturen fortæller om erfaringer med den stol, kunstneren har siddet på i kommunen. Følelsen af ikke at blive hørt eller set. Om hele tiden at blive sammenlignet med andre, målt og vejet, indtil man mister troen på sig selv. Om at sidde fast i et system, man ikke selv kan styre. Men drømmen er tronstolen.

Det er den stol, man burde sidde i, når man er til et møde, der handler om ens eget liv. Hun har mødt flere sagsbehandlere, der sætter sig i hendes trone og tror, de ved bedst om hendes liv – som overtager styringen over beslutninger, der burde være hendes. Stolen stiller spørgsmålet: Hvem sidder egentlig på tronen, når dit liv bliver forhandlet? Og hvem burde sidde der?

Læs mere

Uden titel

Af Morten Lajer Christensen

Stolen er ubehagelig at sidde på. Det er meningen – for den handler om magt og ansvar. Den skal minde om, at magt ikke skal føles for bekvem. Når man arbejder i systemet, sidder man med beslutninger, der påvirker andre menneskers liv og fremtid. Derfor bør magten mærkes. Den skal ikke gøre ondt, men den må gerne trykke lidt, så man ikke glemmer, hvad den betyder.

Stolen er en påmindelse om, at der altid sidder et menneske på den anden side af bordet – et menneske med en historie, der formes af de valg, du træffer. Stolen handler ikke om vrede, men om bevidsthed. Kunstneren har lyttet til mange fortællinger om unge, der føler sig overset. Den ubehagelige stol er hans måde at sige: Magt skal bruges med omtanke – ikke glemmes i komfort.

Læs mere

Sæt dig i vores sted

Af Matheo og Scott

Vores stol er en kritik af, hvordan unge mennesker bliver behandlet i systemet. Alt der står i taleboblerne på stolesædet, er noget vi, og vores venner, har fået at vide, når vi har været i kontakt med kommunen. Sætningerne på ryggen af stolen, er ting vi ville ønske, vi blev mødt med. Meningen med stolen, er at vise unges negative erfaringer, samt håb om at blive mødt mere positivt og åbent i fremtiden.

Vi har længe følt os overset, overhørt og behandlet som en sag, i stedet for et menneske. Vores stol viser både vores frustrationer og vores håb om forandring, samlet i få sætninger. Bamsen symboliserer sårbarhed – den repræsenterer “os”, fordi vi nogle gange føler os lidt små og gerne vil passes på. Vi ønsker en fremtid med et system, hvor man føler sig tryg.

Læs mere

Gro fast

Af Charlie Gray Winther

Lad os gro – men ikke gro fast. Efter 12 år i systemet, med utallige forsøg på forskellige uddannelser, blev frygten for at gro fast meget håndgribelig. Når man føler sig smidt rundt mellem uddannelser, tilbud og nye ting, man lige skal prøve, er det svært at få ilt nok til at blomstre. I stedet søger rødderne dybere ned i jorden, og det bliver sværere at flytte sig fremad.

Planterne symboliserer et håb om at blive hørt, så man kan blomstre. Stolen minder os om, at mennesker har brug for de rette betingelser for at vokse. At det kræver mere end bare tid – det kræver forståelse, plads og vilje til at lytte.

Læs mere

Balancegang

Af Lasse Duus

En balanceret samtale. Det lyder enkelt, men er det ikke altid, når man som ung møder systemet. Når man er ung og uerfaren, kan samtalen med sagsbehandleren føles, som om man igen bliver til et barn – unødvendigt lille, forvirret og magtesløs.

Vægten på stolen symboliserer et ønske om balance. En balance, hvor man mødes som ligeværdige mennesker – hvor der ikke ses ned, eller vises medynk. Hvor der bliver brugt et sprog, den unge kan tale med på. Hvor man bliver mødt med forståelse og nysgerrighed. Hvor sagsbehandleren gerne vil lære den unge at kende.

Det officielle og kliniske sprog skaber en oplevelse af konstant at blive vurderet. Hvis fokus var på at forstå fremfor at komme videre, ville der være et bedre grundlag for relation og samarbejde. Lyset i stolens ryg er solopgangen – det er håbet om en lysere fremtid, der kan gry. En fremtid, hvor samtalen bæres af gensidig respekt og ligeværd.

Læs mere