Rekruttering

Aspiranterne tilbyder et forløb på 24 uger, hvor unge undervises i kreative processer, forestillingsevne og refleksion. Der arbejdes både praktisk, kreativt og individuelt coachende gennem forløbet.

Vi rekrutterer unge til forløbet gennem Ungeenheden under Helsingør Kommunes Jobcenter. Rekrutteringsprocessen foregår via en indstilling fra sagsbehandler, herefter følger 2-3 samtaler med en mentor fra Aspiranterne, hvor interesser og motivation afsøges. Er der en gensidig interesse starter man på grundforløbet med et tre ugers on-boarding program.

Målgruppe

Forløbet er et tilbud til unge i alderen 18-29 år, som kommunen vurderer “aktivitetsparate”. Det betyder, at man er udfordret af faglige, sociale og/eller helbredsmæssige forhold og har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år. Der er tale om unge med vidt forskellige udfordringer og svære livssituationer, som kommunen har svært ved at finde det rette tilbud til. Det betyder, at man er udfordret af faglige, sociale og/eller helbredsmæssige forhold og har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år. Der er tale om unge med vidt forskellige udfordringer og svære livssituationer, som kommunen har svært ved at finde det rette tilbud til.

De oplever ofte at være i en form for stilstand, hvor overskuddet kun rækker til den daglige mentale overlevelse. Vores opgaver er at støtte de unge i at komme i bevægelse igen – og give dem mod til at genfinde deres retning, så de kan sætte kurs mod nye horisonter.

Labyrint

Her kan du se Aspiranternes arbejde med afslutningsprojektet “Labyrinten”

Grundforløbet

En mulighed for at blive klogere på sig selv – sammen med andre.

Grundforløbet er for unge, der har brug for at styrke deres trivsel og få større indsigt i egne interesser, ressourcer og kompetencer. Her skaber vi et trygt rum, hvor aspiranterne kan udvikle sig – både personligt og kreativt.

Rammerne for forløbet

Forløbet varer 24 uger og foregår tre dage om ugen på små hold med op til otte deltagere. Det giver mulighed for et tæt, individuelt tilrettelagt forløb med plads til den enkelte.

Kreativ praksis og refleksion

Undervisningen veksler mellem produktion og refleksion, inspireret af Design Thinkings principper – også kendt som Disneys tre rum.

I produktionen arbejder aspiranterne sammen med kreative mentorer med materialer, tekst, musik, teknikker og processer. Vi tager også på ture ud af huset og henter inspiration fra kunst og kultur. Der eksperimenteres med idéer, og der udvikles prototyper og værker.

Forløbet afsluttes med en offentlig præsentation, hvor de kreative produkter – og ofte også processen bag – vises frem.

Samtaler, trivsel og fællesskab

I refleksionsrummet arbejder vi med fælles, coachende samtaler, hvor aspiranterne træner evnen til at forstå sig selv og deres egen proces. Her styrkes både kritisk tænkning, forestillingsevne og selvindsigt.

Ugen rundes af med gruppesamtaler og psykoedukation ledet af terapeut.

En helhedsorienteret indsats

Det, der særligt kendetegner Aspiranterne, er vores helhedsorienterede menneskesyn og fokus på relationer. Vi arbejder med sociale kompetencer både i samtalerne og i hverdagen – når vi deler måltider, går ture og deltager i kulturelle aktiviteter sammen. Disse aktiviteter skaber en naturlig ramme for social læring.

Videre efter forløbet

Alle aspiranter afsluttes med en individuelt designet off boarding plan og tilbydes herefter følgeskab og opsamlende sessioner efter endt forløb. Det vigtigste er, at de oplever, at der er blevet sat gang i en bevægelse, som ikke bliver sluppet.

Aspira

Aspira er et arbejdsfællesskab og en læringsplatform med lønnet arbejde efter endt Grundforløb. Aspiranter med interesse og kompetence inden for eventskabelse og medieproduktion: lyd, video eller digital kommunikation, løfter kundeopgaver i samarbejde med lokale kulturinstitutioner og virksomheder.

For mange er Aspira deres første job. Udover at levere på de kreative kundeopgaver, øver vi os derfor på at have en god arbejdskultur og bære et ansvar – både individuelt og i fællesskab. Ansættelsen tilpasses personlige målsætninger og fungerer som “fleksibel forløbsforlænger”, der skaber bro mellem Grundforløbet og fremtidig uddannelse og arbejde.

Aspira giver reel arbejdserfaring og mulighed for at opbygge en arbejdsidentitet, mens de i trygge rammer udforsker og styrker interesser og kompetencer, som de har fået øje på hos sig selv.

Har din virksomhed en opgave liggende i skuffen, som trænger til et kreativt pust? Tag fat i os!

Hvad er Aspira?